sep 26

Lonely Hearts Motel, part two.

Jeg føler mig  sjældent ensom når jeg er alene. Okay, det hænder at jeg sidder en torsdag aften, begge børn sover, og kæresten ser en eller anden fodboldkamp med et hold han egentlig ikke holder med, men så alligevel lidt, og jeg vil rigtig gerne ud og drikke et glas vin og snakke med et voksent menneske men alt potentielt vindrikkende selskab har andre planer den aften, jamen så kan jeg altså godt føle mig lidt alene i verden fordi jeg må nøjes med at drikke vinen fra det lokale supermarked, og drikke den i min ikke så tilstedeværende kæreste’s selskab. Men det er hvad det er jo.

Da jeg satte mig ned og skulle skrive disse tekster om ensomhed, spurgte jeg mig selv hvornår jeg huskede at have følt mig mest ensom, og det kom uden nogen som helst form for tøven. Da jeg blev mor for første gang. Jeg er ikke sikker på at det faktisk er tilfældet – at jeg ikke har følt mig mere ensom i andre perioder af mit liv, men følelsen af ensomhed de første par år af mit moderskab står klart og tydeligt i min erindring.

I mit første år som mor, følte jeg mig meget ensom. Dagene var lange, venner og familie stoppede med at komme efter endt obligatorisk barselsbesøg, og jeg havde egentlig heller ikke overskuddet til selv at række ud efter nogen. Nogle dage sad jeg i sofaen med min sovende baby i armene i otte timer, kun afbrudt af et par amninger, og med en mobiltelefon som var gået ud efter den første time og et fjernsyn i kælderen, fordi jeg havde en eller anden ide om at det var usundt at have fjernsyn i et hjem med børn, også selvom det barn blot var 4 uger gammel. Andre dage gik jeg en tur i nabolaget med sovende barn i barnevognen, købte en kop kaffe to go, satte mig på en bænk, drak kaffen, og gik hjem igen. Helt objektivt var jeg altså meget alene, men det var ikke det der gjorde at jeg følte mig ensom. Sandheden var nok at jeg havde følt mig ensom i lang tid, uden rigtigt at tillade mig selv at mærke det.

Men der skete noget i mig da jeg blev mor – jeg begyndte at mærke efter. Jeg begyndte at få en forståelse af hvad der gjorde mig glad, og hvad der gjorde mig ked af det, og jeg blev tvunget til at føle disse følelser når de kom til mig, fordi jeg, i samme øjeblik som jeg blev mor, blev en person med følelserne ude på tøjet, og ikke gemt af vejen fordi de ikke lige passede ind, som jeg nok egentlig tidligere har forsøgt at gøre. Helt kort, begyndte jeg, for et eksempel, at forstå og acceptere mig selv som værende introvert, og jeg fik øje på nogle mønstre af både handlinger og roller, som jeg indtog for at passe ind i forskellige kontekster på trods af min introverte personlighed. Det forandrede virkelig meget for mig. Jeg begyndte at forstå at jeg måtte finde roen og glæden i mig selv, og ikke i forsøget med at holde alle menneskerne omkring mig glade og tilfredse, og lige så langsomt, med moderskabet, begyndte jeg altså at få øjnene op for mit eget værd.

Der var så meget der forandrede sig da jeg blev mor og der skete mange helt igennem fantastiske ting. Jeg fik jo min dejlige datter, og jeg lærte så mange ting om mig selv på ganske kort tid, men alt dette fik mig også til at føle mig alene fordi de fleste af disse forandringer skete indeni mig selv. Jeg ændrede mig, men alt andet omkring mig forblev jo som det altid havde været, og så var det pludselig som om jeg ikke passede ind i mine omgivelser længere. Man kan sige at jeg måtte, en efter en, redefinere måden at være til på i alle mine relationer. Jeg måtte finde en ny måde at være min mors datter på, en ny måde at være min kærestes kæreste på, en ny måde at være søster på, en ny måde at være kollega på og en ny måde at være ven på. Jeg mistede mange venskaber i løbet af det første år af mit moderskab, og det var virkeligt hårdt men det var også uundgåeligt fordi det pludselig blev synligt, under disse forandrede forhold, at parterne i relationen ikke passede til hinanden, og ikke passede hinanden.

Nye venskaber er siden kommet til, nogle venskaber er forblevet og jeg har fundet en ro i mig selv, opnået en accept af mine egenskaber og en anderkendelse af mit værd, og jeg bruger slet ikke så meget tid alene længere men jeg føler mig stadig nogle gange ensom. Ensom i samtaler. Og når jeg cykler hjem fra endt aftale, hvor ordene pludselig var besværlige. Når noget som plejede at syntes så let, ikke længere er det. Når man ikke befinder sig på samme side, når man ikke taler det samme sprog. Når jeg pludselig bliver bevidst om mine egen puls, min egen tale og gøren. Når jeg føler mig forkert, og når jeg tænker at jeg ville ønske at jeg var anderledes eller at personen foran mig var anderledes – for så ville det måske være anderledes.

Jeg er ikke alene men sommetider føler jeg mig ensom. Ensom blandt mennesker. Det ved jeg, og det er der på en måde også en slags ro i.

 

 

Denne tekst er skrevet i samarbejde med Pechuga og Lonely Hearts Motel, og du kan læse meget mere om projektet her, samt købe den fineste Lovely Hearts Motel Tee.

This tee is all about community and fighting the taboo of loneliness together. Loneliness is not just the lack of people in your surroundings, it can relate to break ups, griefe, crisis and major life changes – but the problem as we see it, is that feeling lonely is accompanied by shame.

 

 

 

 

About The Author

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.